Denne bog er skrevet til et grundkursus i hydraulik. Det græske ord hydraulik betyder vands strømninger i rør. Og da bygningsingeniører hovedsageligt arbejder med væsken vand, vil næsten alle eksempler omhandle vandstrømninger, ligesom de fleste tabeller over stofegenskaber gælder for vand. Men bogens formler er udviklet generelt for væskestrømninger og kan uden videre benyttes for andre væsker end vand, blot disses egenskaber (densitet, viskositet, etc.) indsættes i formlerne. Ligeledes kan formlerne for rørstrømninger benyttes på luftarters strømning, blot strømningshastighederne er meget mindre end lydens hastighed, hvilket som regel er tilfældet. I disse tilfælde dækker begrebet væske altså også luftarter.
Mange af bogens formler bliver naturligvis simplere for specielle strømningstværsnit end for generelle tværsnit. Det almindelige princip i bogen har været at udlede generelle formler og dernæst bearbejde dem til hyppigt forekommende specialtilfælde.
Efter hvert kapitel findes et eller oftest flere gennemregnede eksempler samt øvelser. Øvelserne er små opgaver, der normalt kan regnes på mindre end et par minutter, når man først har fået ideen til løsningen. Bogen indeholder også en facitliste til øvelserne og en litteraturliste med speciallitteratur om emnet.