Hjem

Det har med rette været hævdet, at opdagelsen af insulin i 1921, opdagelsen af penicillin i 1928 og opdagelsen af ´sulfapræparaterne´ i 1932 hører til blandt de største medicinske landvindinger i 1900-tallet.

Af disse har penicillinet reddet flest mennesker og dyr fra at dø. Der findes vel kun få personer på Jorden, som ikke på et eller andet tidspunkt i livet har fået en penicillinbehandling.

Manden bag denne store opdagelse er den skotske læge, Alexander Fleming, som på trods af sin ringe højde (1,67 m) rager skyhøjt op blandt sine kolleger rundt omkring i verden. Ingen anden læge har mod-taget så mange æresbevisninger (inklusiv Nobelprisen) som Fleming, men al virakken omkring hans person gik ham dog ikke til hovedet - han forblev hele livet en stille, lidet talende og beskeden mand.

Hvad angår penicillin, lykkedes det ikke for ham at udvikle en velegnet metode til renfremstilling af stoffet i stor målestok. Han måtte derfor i 1945 retfærdigvis dele Nobelprisen med den australske patolog Howard Walter Florey og den tyske (jødiske) biokemiker Ernst Boris Chain. Disse to forskere havde i 1938 på universitetet i Oxford stablet et hold af begavede, entusiastiske forskere på benene. I en svær tid med knaphed på næsten alt overvandt gruppen de mange vanskeligheder med etablering af en storproduktion af rent penicillin. Heldigvis kom fremstillingen så betids i gang, at de allierede soldater under 2. Verdenskrig med held og med hjælp fra USA kunne behandles for de fleste af de infektioner, som millioner af soldater var døde af under 1. Verdenskrig.