Hjem

Hvis en poetisk juleleg føler sig hjemløs, så kan den altid søge til Hvedekorn, her er amrene altid åbne for formelt jalløj og spas og spex, og jo strengere legesygen jo bedre – se nu fx bare til Lasse Aaby Gammelgaards bidrag til Hvedekorn 4, 2025, som en tre tekster, der i bedste OULIPO-tradition med insisterende monovokalistisk virtuositet udelukkende benytter sig af vokalen E:
  “Hvem er jeg? Et menneske med lede ved det meste. En, der kender denne lede bedre end de fleste: Spleen, weltschmerz, hjernesmerte, hjertesmerte. Dét er blevet dette menneskes vej. Det vedkender jeg gerne. Smertens genese?/ Verden er et fremmed sted. Jeg er deserteret. Menneskeheden en feltenhed. Den rette vej. Geledderne. Nej, vel? ”Verden er en scene.”

  Der er altid stor og central glæde i Hvedekorn over debutanter som nu fx  Christian Møller med hans små, aforistiske lynnedslag (Du prøver så hårdt/ at holde styr på ror og/ mast, men det sejler”), men deglæden er måske lige den graf støøre, når en digter er tilbage efter tidlig, kort tilsynekomst fulgt af langt, langt fravær, som nu sirligt drastiske Benedicte Skjalholt, der bland andet leverer denne forrygende ode til ordet “bare”:

  “bare kastanje fuck/ bare ligge til last/ bare ligne en most blomme/ bare ligne et lig/ bare kastanje ond/ bare ikke sige det som det er/ bare latter-lig/ bare håbefuld online/ bare kæmpe idiotsæson/ bare som som/ bare rose i fanden/ bare rosevand duft som/ bare kastanjen er latterlig/ bare håne lig/ bare æde som fordærvet indeni/ bare bare/ bare brøker/ bare være til besvær/ bare slå ud efter/ bare MIG/ bare helt ærligt og hvorfor det/ bare pænt ansigt/ bare luk”

  Hvortil kommer alt det og alle de andcre, heriblandt kære, trofaste Hvede-venner som Nynne Roberta Pedersen Pedersen, Sternberg, Morten Espersen og Hans Chr. Bøgholm.

  Og hey, cover og illustrationer er gennemlyst og gennemlysende blomstringer ved Erik Steffensen!